De udsmykkede gavle med relieffer af røde mursten (PT 465) har givet Allégården et nyt udtryk.
|
Allégården på Amager er i forbindelse med en gavlrenovering blevet udsmykket med relieffer i røde mursten, som giver bevægelse og foranderlige skygger, når solen skinner på gavlen.
Boligbyggeriet Allégården stod overfor en udfordring med dårligt isolerede gavle, som gav kolde gavllejligheder og skimmelsvamp. WITRAZ arkitekter+landskab blev kontaktet for at lave en gavlisolering i de 75 gavle. I samme ombæring besluttede man også at facaderenovere med Wienerberger mursten for at give bygningerne et nyt image.
”Som en del af renoveringen har vi udsmykket gavlene med relieffer, der består af røde mursten, som forskyder sig i varierende bånd, felter og mønstre. Dermed fremstår blokkene som en sammenhængende, men også varieret bebyggelse.
Sollysets spil i reliefferne skaber smukke og foranderlige skygger, der giver bevægelse på gavlene og hele tiden et nyt udtryk, afhængigt af hvor solen står på himlen,” fortæller Per Zwinge, projektleder og direktør for WITRAZ arkitekter+landskab.
|
Patina giver muligheder
Renoveringen af Allégården er inspireret af 40’ernes murstensbyggeri, hvor murstenen blev anvendt i sin oprindelige form og med sit rustikke præg.
”Jeg har tidligere været murer og er inspireret af den variation, som mursten kan skabe. Udover at det er et solidt materiale, der ikke skal vedligeholdes, får murstenen med tiden en flot patina, hvilket f. eks. kan udnyttes i relieffer,” siger Per Zwinge.
|
Allégården
Den samlede renovering af Allégården tog ca. tre år og inddrog i høj grad beboerne, der fik mulighed for at komme med ideer og give deres mening til kende, inden renoveringen gik i gang. De er blevet meget tilfredse med forandringen.